Netavis for læsesvage skal huske den kritiske sans

Som jeg skrev i går, er netavisen www.ligetil.nu – bortset fra trykfejlene – kommet godt fra start. Der er et stort behov for letlæselige nyheder – avisen vurderer selv at omkring en halv million har svært ved at læse de almindelige aviser. Derfor er sproget forenklet, svære ord bliver forklaret, og baggrundsinformationerne er mere eksplicitte.

    Layouten er enkel og overskuelig, og det er virkelig smart at man selv kan vælge indstillinger der gør det lettest muligt for den enkelte: stor/lille skrift, skrifttype med og uden fødder, forskellige baggrundsfarve.

 

Korte, enkle sætninger

Sætningerne er meget korte i artiklerne – som de skal være. Jeg har sammenlignet lix-tallet (et mål for sætningslængde og lange ord i en tekst) i tre artikler på Ligetil med tre artikler om det samme emne i Jyllands-Posten. Den gennemsnitlige sætningslængde er omkring 10-12 ord pr. sætning, hvor den i Jyllands-Posten er på 16-20 ord.

    De korte sætninger giver en lidt staccato tekst, men det må man nok leve med på sådan en side.

 

Svære ord

Den anden del af lix-tallet fortæller hvor mange af ordene der er på syv bogstaver eller derover, og som derfor er svære at læse. Her viser sammenligningen ikke særlig stor forskel mellem Ligetil og Jyllands-Posten. På Ligetil er mellem 23 og 29 procent af ordene lange, mens det på Jyllands-Posten gælder mellem 22 og 34 procent.

    Det synes jeg er et rigtigt valg. Det ville være at tale ned til voksne mennesker hvis ordforrådet skulle være grundlæggende anderledes. Som læsesvag er man jo ikke dum – bare ikke så god til at læse. Og som regel er der alligevel ordforklaringer med, tit meget elegant formuleret:

 

Michael Maze var seedet i turneringen. Det betød at han ikke skulle igennem de første indledende runder.

 

Og et andet sted: Rusland har anerkendt to provinser i Georgien. Det vil sige, at Rusland nu behandler dem som selvstændige stater.

 

Hvor meget skal forklares?

Andre steder sætter avisen sig mellem to stole. I en artikel i Politiken siger journalisterne at målgruppen først og fremmest er ordblinde danskere, mens tosprogede flygtninge og indvandrere og i øvrigt også børn og unge gerne må læse med. Men de to grupper har ikke samme forudsætninger. De ordblinde kan fuldt ud følge med i radio- og tv-aviserne og kan derfor være velorienterede. De tosprogede flygtninge og indvandrere vil til gengæld i mange tilfælde mangle baggrundsviden om særlige danske forhold.

    Men det må være den sidste gruppe man har i tankerne når man f.eks. i en artikel om Jehovas Vidner skriver: Det er en religiøs bevægelse, hvor der er mange forbud.  Det står vel at mærke ikke i en boks men i selve artiklen. Er det ikke på grænsen til det nedladende?

    Det er smart at der dukker ordforklaringer op når man peger på understregede ord, men der er ikke en helt fast linje for hvornår ord bliver understreget. At nominere bliver forklaret i en artikel om at den danske film To Verdener er nomineret til en Oscar, men ikke i en artikel om at Heath Ledger har været det.

    Jeg tror det er vigtigt for netavisen at beslutte sig for hvem kernemålgruppen er, og så lade de andre være medlæsere. Ellers rammer man ingen af dem.

 

Ironi, dobbelttydighed og billedsprog skal undgås, siger journalisterne i øvrigt. Men det er der nu masser af: Rusland ser Georgien som sin ’baghave’, Musharraf har været isoleret siden februar, de danske håndboldspillere er ikke sultne nok, Ulrik Wilbek fik samling på tropperne, og roerne skal i ilden igen. Det er ikke noget tilfælde at billederne – og måske klicheerne – især fylder godt i sportsstoffet. Der har de jo en fremtrædende plads i det hele taget.

 

Manglende kritisk sans

Min eneste alvorlige journalistiske indvending har jeg til artiklen om Anne-Mette Rasmussens deltagelse i Vild med dans, hvor der står sådan her:

 

Der er ingen politiske bagtanker, når Anne-Mette Rasmussen er med i konkurrencen. Hun er bare glad for at danse. Derfor sagde hun ja, da hun blev spurgt, om hun ville være med.

 

Det er sikkert for at forenkle at statsministerfruens egen erklæring om at hendes deltagelse slet ikke er tænkt politisk, får lov til at stå som et faktum, men det er ved gud problematisk. Journalisterne behøver jo ikke at miste deres kritiske sans bare fordi de skriver til usikre læsere.

 

 

 

 

 

Hjemmeside til læsesvage fyldt med trykfejl

www.ligetil.nu er en netavis der henvender sig til usikre læsere. Godt initiativ. Som Jørn Lund påpeger i Politiken i dag, er det et alvorligt demokratisk problem hvis op imod 500.000 voksne danskere ikke er i stand til at følge med i de vigtigste nyheder. Derfor bliver døgnets 4-5 vigtigste nyheder bragt i et enkelt sprog, med ordforklaringer og med en del baggrundsstof.

 

Grundlæggende gør de det godt, synes jeg. Siden er nem at overskue, og nyhederne er godt valgt. Ordvalget er enkelt, lixen er lav, og mange af ordforklaringerne er meget elegante. Jeg har mange roseeksempler og også kritikpunkter, som jeg vil skrive mere om i morgen. Men det virkelig problematiske er at siden er propfyldt med trykfejl. Meget uheldigt når den henvender sig til læsesvage. Se bare eksemplerne her:

 

ydnlingsnumre, batik go [og] træsko, palamentsvalget, kadidat, Har i Puttar [Hari Puttar], ført til protesterer, fik sit stor gennembrud, oligarkier [oligarker], et indgreb Georgiens interne forhold, ogå [også], afkaffe [afskaffe], Codoleezza, ikke betale af skat af præmierne, voldsom upopulær, ofrede sit liv på at [ofrede sit liv for/brugte sit liv på]

 

Det er nok en god ide at læse lidt korrektur inden der trykkes på knappen!

Tal terroristerne ihjel

Sprog skaber virkelighed. Derfor er det simpelthen fremragende at Politiets Efterretningstjeneste har lavet en analyse af sammenhængen mellem sprogbrug og terrorbekæmpelse. Læs den her. Det er skønt at PET kan se man ikke kun bekæmper terror ved at overvåge mistænkelige aktiviteter, men også ved at insistere på at tale rationelt og neutralt om emnet.

    Ikke overraskende anklager Dansk Folkepartis integrationsordfører PET for at kræve politisk korrekthed i den offentlige debat (læs her), men det er slet ikke det der ligger i PET’s vejledning. Den er gennemargumenteret.

   F.eks. fraråder tjenesten at man bruger ordet ’fundamentalisme’ synonymt med militant islamisme eller terror. Fundamentalisme betyder at man tager sin religions hellige skrifter bogstaveligt, og det gør alle muslimer principielt. Det er altså stødende for almindelige, fredelige muslimer at deres Koranudlægning beskrives som ekstremistisk. Det er da rart at vide, for hvem vil gerne støde sine medborgere? Spørger jeg bare?

    Rådene handler også om ikke at give gratis reklame til terroristerne ved at overtage glorificerende begreber bare fordi vi ikke forstår dem. ’Jihad’ betyder – i nogle udlægninger – en religiøs pligt. Det er den samme medbetydning der ligger i ’hellig krig’. Ved at bruge begreberne støtter man indirekte den holdning at der kan være religiøse begrundelser for terror. PET skriver nøgternt at det er bedst bare at tale om terroristernes handlinger som det de er, nemlig kriminelle.

    Terroristernes budskab er manipulerende og forsimplet. Hvor er det dog en god ide at lære os at bekæmpe det ved at tale sagligt og nuanceret.

At sige noget med variation og fremdrift

Siger han, fortæller hun, slutter han. Det er en stor udfordring for journalister at variere de anførende verber i interviews, og de færreste er gode til det. F.eks. er samtlige ti anførende verber på forsiden af Fyens Stiftstidende i dag “siger”. Andre journalister er opmærksomme på problemet, men forsøger sig uden held med kunstigheder a la: ”Bla-bla-bla,” erindrer hun eller ”Bla-bla-bla,” synes han.

   Men her i sommerferien har jeg læst krimien Personskade af den journalistuddannede Elsebeth Egholm, og hold da op, hvor hun kan! Bare i første halvdel af bogen bruger hun hele otteogtres varianter, der ikke bare angiver hvem der taler, men samtidig beskriver den talendes holdning, intention, udseende eller hele situationen. Her er inspiration at hente for alle journalister:

 

Meddeler, mumler, lover, harker, protesterer, fortsætter, hører hun sig selv sige, forklarer, fastholder, forudser, konkluderer, lyver, pruster, indskyder, forbarmer sig, kommanderer, lover, tilføjer, lyder hans stemme, uddyber, kommer det (i bidder, med høj stemme), gumler, ryger det ud af hende, vil hun vide, roser, indvender, påpeger, fedter, foreslår, indrømmer, afbryder, hvisker, supplerer, gyser, insisterer, forsvarer hun sig, sukker, dræver, bjæffer, messer, gaber, afslører, improviserer, undrer sig, undskylder, præsenterer, gentager, vrænger, erklærer, oversætter (i betydningen forklarer), bedyrer, pointerer, tænker højt, nikker, indleder, snøfter, presser, brøler, pirker, lokker, smiler, snøvler, skratte, påstår, tilstår, oplyser, gisper.

 

Alt sammen gode energiske verber, der giver bogen den fremdrift en krimi skal have. Skønt!

“Se denan”

Dansk er svært at lære, også for små børn. Når kroatiske børn er femten måneder gamle, har de i gennemsnit et ordforråd på 200 ord, mens de jævnaldrende danske børn kun behersker 80 ord. Det viser en sammenlignende undersøgelse fra 18 lande, som Center for Børnesprog på SDU har deltaget i (læs mere her).

    Det er tilsyneladende den danske lydstruktur der er svær at lære. Ordene er nemlig ikke tydeligt afgrænsede i forhold til hinanden, men bliver trukket sammen. ”Se denan” (Se, det er en and), siger moren til barnet, der så selv må ligge og rode med hvad sådan et dyr egentlig hedder – denan, nan eller an?

    Den danske lydstruktur bliver også fremhævet som synderen i andre sammenhænge. Pisa-undersøgelsen fra 1990’erne viste at danske børn er langsommere end andre til at lære at læse, og mange pegede på at det kunne skyldes at der på dansk er større afstand mellem den måde vi siger og skriver et ord på. Når barnet først har fået fat i at dyret altså hedder en ’an’, skal han oven i købet også lære at det staves med et stumt d, altså ’and’.

    Og Peder Skyum Nielsen, der er professor ved Institut for Journalistisk på SDU, taler ligefrem om stavelseskannibalisme. Han forudsiger at kommunikationen mellem generationerne bryder sammen hvis skolelærere og mediefolk ikke går forud med en mere omhyggelig udtale, hvor skriftsproget og talesprog er tættere på hinanden.

 

Helt grundlæggende tror jeg på at et sprog kan det som det skal. Ud fra noget, man kunne kalde et økologisk eller sprogdarwinistisk perspektiv, har jeg svært ved at forestille mig at et sprog kan overleve hvis det lægger alvorlige hindringer i vejen for sig selv. Og dansk er blandt verdens 100 største sprog og er ikke truet af udslettelse (men nok af domænetab, læs bl.a. her). Lydstrukturen er måske svær på dansk, men så er der så mange andre ting der ikke er det. Dansk har f.eks. ikke de mange kasusbøjninger (som latin), og det er ikke et tonesprog (som kinesisk, hvor et ord skifter fuldstændig betydning afhængigt af tonegangen). Undersøgelsen fra SDU viser også at forskellen i børnenes ordforråd er udlignet når de bliver omkring to et halvt.

    Men derfor er resultatet af undersøgelsen alligevel spændende fordi det fortæller os noget om de særlige udfordringer der er på dansk. Og som både undervisere og journalister kan have stor gavn af at sætte sig ind i.

Sprogblanding er tegn på ressourcer

I klummen Dag til dag fra Politiken i går skriver KR at danskerne forkærlighed for at låne (især) engelske ord – frem for at fordanske som islændingene – i virkeligheden skal ses som avanceret sprogleg på linje med slang og ordspil. Altså ikke en mekanisk overtagelse af fremmedordene, men en bevidst leg med det spil der kommer mellem de to sprog. Det er et udtryk for overskud og sproglig bevidsthed, især hos unge, der til gengæld synes det er plat og ’ejendomsmæglerkækt’ når ældre mennesker gør det (Se en undersøgelse om unges holdning til engelske sproglån her).

   Det er en pointe der understøttes af en undersøgelse af sprogblanding i en helt anden sammenhæng, nemlig Køgeprojektet, der har fulgt sprogudviklingen hos en række tosprogede tyrkisk-danske børn. Det viser sig at de børn der i størst udstrækning bruger både danske og tyrkiske ord inden for samme ytring, er dem der klarer sig bedst. De tosprogede børn skifter altså ikke fra dansk til tyrkisk fordi de ikke kender ordet, men fordi de bruger alle de sproglige ressourcer de har – og dem har man jo altså flere af når man behersker to sprog. Lidt tankevækkende at så mange skoler så laver en ’her taler vi kun dansk-politik’.

Den solidariske stemme

En oplæser står med en færdig tekst han bare skal formidle. Meget af det sproglige er altså givet på forhånd. Men en så suveræn oplæser som Thomas Winding, der døde i går, viser hvor vigtig det lydlige – også kaldet det paraverbale – er for oplevelsen. Thomas Windings stemme var vidunderlig. Dyb, klangfuld og blød. Hans tempo var roligt, og det gav samtidig plads for en masse nuancer. Når han læste op af Emil fra Lønneberg, kunne enhver høre Emils tvivl og usikkerhed i forhold til sin far samtidig med hans grundlæggende gode intentioner.

   Thomas Windings stemme er på en gang en farstemme (jeg tager ansvar her, læg dig trygt tilbage) og en solidarisk vennestemme (jeg holder med dig uanset hvad). Indbegrebet af tryghed, omsorg og nybagte boller.

Læs Politikens nekrolog her.

Det er for vildt

En radioreportage fra en Roskildekoncert vil selvfølgelig altid have hårde odds imod sig. Lytterne kan ikke se hverken band eller publikum, og vi kan ikke mærke stemningen. Vi kan kun høre musikken (og forsangeren synger næsten altid falsk ude i den rå virkelighed) og så måske fornemme folks begejstring når de synger med. Derfor har P3 sendt en back stage-reporter ud, nemlig Camilla Jane Lea, hvis opgave det tilsyneladende er at være meget, meget begejstret. Og det er da dejligt. Hun er det bare på en monoton, abstrakt og billedfattig måde. Hendes sætningskonstruktion er helt fast: Subjekt (som regel jeg eller det) + verbum (som regel er) + begejstringsadjektiv eller –adverbium. Det giver den her type sætninger:

Det er for vildt

Det er så overdrevet sindssygt

Det er smukt

Det er guddommeligt

Det bliver ikke større

Det er det vildeste jeg nogensinde har oplevet

Jeg er mundlam

Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Han spiller fuldstændig fantastisk

Han er for fed

 

Camilla Jane Lea er helt i topform, fastslår P3-værten. Ja, det er hun vel. Det er bare frygtelig kedeligt at høre på. Jeg kommer til at savne en musikbedømmer som Thomas Blachman, der ganske vist ind imellem associerede sig ud i det ubegribelige, men også kunne give sin begejstring form når han f.eks. sagde om en deltager i

X Factor at hun ”transcenderer det punkt hvor hun bare er en gospelsangerinde,” og om en anden at han ”tager bukserne af mig hver gang og slynger mig rundt i lokalet”. Især det sidste skaber da billeder J

Det ophøjede religiøse sprog er udemokratisk

Er der nogle emner der ligesom er finere end andre, og som kræver et særligt højtideligt sprog? Det er der i hvert fald mange der synes, og det religiøse sprog er åbenbart et af emnerne. Troen og Jesus’ liv er så ophøjet at man ikke bare kan tale om det med almindelige ord, men skal bruge vendinger som: ”Og se, da viser en Herrens engel sig …” og ”Salige er de som hungrer og tørster efter retfærdigheden”. Jesus’ eget navn kan ikke bare bøjes som alle andres, men skal have en latinsk særbøjning: Jesu navn.

    Jeg er dybt uenig, men det er et synspunkt jeg konstant møder når jeg fortæller om Den Nye Aftale, en nyoversættelse af Det Nye Testamente til nudansk, som jeg selv har været oversætter og redaktør på. Det er en oversættelse til et nudansk der er lige ud ad landevejen – til at forstå for børn og indvandrere, eller bare dem der aldrig nogensinde har stukket hovedet ind i en kirke. Og grundlæggende mener jeg at man bør kunne tale om alting med helt almindelige hverdagsord så alle kan være med. Det er fint at der findes fagsprog for de indviede, men man skal også kunne tale om sit område på jævnt og almindeligt dansk så de ikke-indviede kan tale med.

    Og det gælder da ikke mindst en bog som Det Nye Testamente. Ikke af religiøse grunde – jeg er selv meget lidt troende – men af rent demokratiske årsager. Alle i Danmark skal da kunne sætte sig ind i den kristne tro, som har en særstatus i den danske lovgivning, og forholde sig til de kristne værdier som nogle hævder er grundlæggende i den danske kultur.

 

Her er nogle eksempler på ord som ikke findes i Den Nye Aftale: nåde, barmhjertighed, herlighed, åbenbaring, pagt, forkynde, retfærdiggørelse og legeme. Det er alt sammen ord der hverken består spisebordsprøven (kan du høre dig selv bruge ordene når du sidder sammen med din familie rundt om spisebordet?) eller googleprøven (optræder ordene i andet end kirkelige sammenhænge når man googler dem?). Spisebordsprøven og googleprøven har været faste ingredienser på redaktionsmøderne. Et andet tjek har været sms’erne til vores teenagerbørn: Hvad tror du ’dødens brod’ er? Det vidste de ikke, så det kom til at hedder ’dødens våben’ i stedet.

 

Og her et længere tekststykke. Det er et helt centralt sted i Paulus’ brev til menigheden i Rom, hvor Paulus beskriver hvad det særlige ved den kristne tro er i forhold til den jødiske. Først fra Det Nye Testamente i oversættelsen fra 1992:

“Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.”

 

Og hvem forstod lige noget af det, spørger jeg bare?

 

Her fra Den Nye Aftale:

“Men nu har Gud vist hvad der skal til for at han tager imod os, helt uden om Loven. Det kan vi også læse om i Skrifterne. Gud tager imod os når vi tror på Kristus, og det gælder alle. Der er nemlig ingen forskel på folk, alle har syndet og er langt fra Gud. Alligevel tager Gud imod os – som en ren foræring og selv om vi slet ikke har fortjent det. Det sker fordi Jesus Kristus har købt os fri. Gud gjorde Kristus til det offer der skulle forsone Gud med os. Kristus døde for dem der tror på ham, og det viser hvor storsindet Gud er. Han valgte at se bort fra de synder vi havde begået, og den overbærenhed kan vi tage som et tegn på at han også i dag frikender dem der tror på Jesus.”

 

Jeg har al mulig respekt for den særlige poetiske funktion Bibelens sprog skal have i kirken, og Den Nye Aftale er ikke en erstatning for den autoriserede oversættelse, men et supplement. Så kan man nemlig også forstå hvad det der står i Bibelen, betyder.

Der er så meget kvinder ikke forstår

Fodbolden har ædt sig ind på familierne de sidste par uger. Under de store slutrunder er tv-dækningen så massiv at også de ikke så kyndige må kigge med for hyggens skyld. Så ville det jo være rart hvis kommentatorerne på TV2 kunne formidle finesserne i spillet så vi også kunne få udbytte af det. Men jeg har lært at fodbold har sit helt eget særsprog.

    På fodboldsk elsker man verbalsubstantiver. I stedet for at sige at en spiller taber bolden udbryder kommentatoren typisk: ”Boldtab!” Spilleren er også i boldbesiddelse, hans boldomgang eller boldbehandling er fantastisk, han laver fejlafleveringer, leverer dybe stikninger, timer sit dybdeløb og placerer sig i en spilbar position.

    Så er der alle de uforståelige ord. Hvad er en boksspiller? Hvad er pasningsspil? Hvad er en kasse? Hvad er det at halvklare et skud, at blive klippet eller at sætte en modstander? Hvad betyder det at spille med to angribere på toppen eller at samle andenboldene op? Og hvornår er det lige begyndt at hedde hands i stedet for hånd på bolden?

    Jeg har al mulig forståelse og respekt for fagsprog. Det er netop karakteriseret ved at bruge verbalsubstantiver fordi det ikke interesserer sig så meget for den konkrete handling som for teknikkerne og principperne bag. Fremmedord og hverdagsord med en særlig betydninger er uundværlige fordi de har en specifik betydning der sparer en masse forklaring. Men jo kun for dem der kender dem i forvejen.

    Kommentatorerne er sikkert bange for at tale ned til fodboldoraklerne hjemme i sofaen. Men fra mit eget fagområde ved jeg at de dygtigste formidlere sagtens kan forklare tingene sådan at både fagfolk og lægfolk får noget ud af det. Det behøver ikke være indviklet for at være klogt!