Det flerkulturelle sprog

Er Danmark flerkulturelt eller ej? Det spørger de om inde på Kristeligt Dagblads hjemmeside, og 50 % procent svarer nej. Selve spørgsmålet er simpelthen dumt formuleret. Det kan jo ikke diskuteres hvorvidt der findes forskellige kulturer i Danmark, for det gør der helt åbenlyst. Det fortæller sproget os.

Tag nu bare den ordbog Charlotte Rytter fra en skole på Frederiksberg har lavet over udtryk hendes elever fra mange forskellige lande bruger. ”Flække en garo” betyder ”Ryge en cigaret”, og ”Akrash” betyder ”Pas på, der kommer en voksen”. Læs mere her. Man markerer at man tilhører en særlig multikulturel ungdomskultur, ved at bruge den variant af sproget.

Og kultur er jo ikke nødvendigvis nationalkultur eller etnisk kultur. Tænd for radioen og hør hvor forskelligt værterne taler på P3 og P4. De henvender sig forskellige segmenter med forskellige kulturer i det danske samfund.

Så selvfølgelig er Danmark flerkulturelt. Det man til gengæld kan diskutere, er om det er godt at det er sådan. Skal de forskellige kulturer være ligeberettigede, eller skal nogle af dem – den dansk-danske midaldrende middelklassekultur – favoriseres, sådan som det er tilfældet nu? Men det er en anden sag.

Rigtig løn = rigtige pædagoger

Rigtig løn = rigtige pædagoger. Er det et godt slogan BUPL har fundet på der? Lighedstegnet er selvfølgelig både pladsbesparende og grafisk pænt, men hvad betyder det? Umiddelbart tænker jeg ’medfører’ – altså: Hvis I betaler en ordentlig løn, får I nogle rigtige pædagoger. Men hvad har vi så haft indtil nu, hvor pædagogerne jo ikke synes de har fået en ordentlig løn? Rakker pædagogernes fagforening ned på sine egne medlemmer?

Til døden skiller jer ad

Et prinsebryllup er den perfekte blanding af det ophøjede og noget helt nært og dagligdags. Når jeg elsker kongehuset, er det fordi det på en gang repræsenterer det enestående og eventyrlige og samtidig er en helt almindelig familie.

Biskoppens tale til brudeparret rammer retorisk helt rent i det spændingsfelt. Han er oppe at ringe i det højtidelige område, både når han taler om kærlighed og om Gud. ”Sød musik”, ”alting grønnes”, ”på jeres bryllupsdag stråler solen i al sin glans”, ”det Guds ord, som Jesus har talt og levet” og ”I skal iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd”. Det er alt sammen udtryk der kunne være fæle, distancerende klicheer, men han leverer dem så mundret at de virker ægte og naturlige. Og i vielsesritualet siger han ”indtil døden skiller jer ad” i stedet for det gamle ”indtil døden jer skiller”.

Samtidig er han i øjenhøjde med både brudeparret og os. Uden omsvøb sætter han ord på de særlige omstændigheder ved brylluppet. ”I har været forelsket i andre” og ”nogle gange følger der børn med ens elskede”. Og også sprogligt henviser han til vores hverdagserfaring: ”der er krise i et forhold hvis man kun råber ad hinanden”, man skal ”stille op for hinanden”, og det er nødvendigt at lade tingene ”gå ind ad det ene øre og ud af det andet.”

Erik Norman Svendsens uhøjtidelighed gælder helt ned på bøjningsplanet. Han siger ikke ”vort eget” og ”vort menneskeliv”, men ”vores”. Og han siger ”I” og ”jeres” til brudeparret i stedet for ”De” og ”Deres”. Her er han ikke helt konsekvent, for da han taler direkte til Marie, siger han ”De”: ”De kommer som den der kan give en ekstra hånd”. Et markant stilbrud – men sikkert nødvendigt. Jeg kan ikke komme i tanker om andre end Alex Nyborg Madsen der er sluppet af sted med at sige ”du” til en kongelig.

Men det er en detalje. Det samlede resultat er at jeg føler mig talt til. Biskoppen taler på en måde så den tale han holder for det kongelige par, også kommer til at handle om mig og mit liv. Og kun sådan giver kongehuset mening.

Se talen her.