Et prinsebryllup er den perfekte blanding af det ophøjede og noget helt nært og dagligdags. Når jeg elsker kongehuset, er det fordi det på en gang repræsenterer det enestående og eventyrlige og samtidig er en helt almindelig familie.
Biskoppens tale til brudeparret rammer retorisk helt rent i det spændingsfelt. Han er oppe at ringe i det højtidelige område, både når han taler om kærlighed og om Gud. ”Sød musik”, ”alting grønnes”, ”på jeres bryllupsdag stråler solen i al sin glans”, ”det Guds ord, som Jesus har talt og levet” og ”I skal iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd”. Det er alt sammen udtryk der kunne være fæle, distancerende klicheer, men han leverer dem så mundret at de virker ægte og naturlige. Og i vielsesritualet siger han ”indtil døden skiller jer ad” i stedet for det gamle ”indtil døden jer skiller”.
Samtidig er han i øjenhøjde med både brudeparret og os. Uden omsvøb sætter han ord på de særlige omstændigheder ved brylluppet. ”I har været forelsket i andre” og ”nogle gange følger der børn med ens elskede”. Og også sprogligt henviser han til vores hverdagserfaring: ”der er krise i et forhold hvis man kun råber ad hinanden”, man skal ”stille op for hinanden”, og det er nødvendigt at lade tingene ”gå ind ad det ene øre og ud af det andet.”
Erik Norman Svendsens uhøjtidelighed gælder helt ned på bøjningsplanet. Han siger ikke ”vort eget” og ”vort menneskeliv”, men ”vores”. Og han siger ”I” og ”jeres” til brudeparret i stedet for ”De” og ”Deres”. Her er han ikke helt konsekvent, for da han taler direkte til Marie, siger han ”De”: ”De kommer som den der kan give en ekstra hånd”. Et markant stilbrud – men sikkert nødvendigt. Jeg kan ikke komme i tanker om andre end Alex Nyborg Madsen der er sluppet af sted med at sige ”du” til en kongelig.
Men det er en detalje. Det samlede resultat er at jeg føler mig talt til. Biskoppen taler på en måde så den tale han holder for det kongelige par, også kommer til at handle om mig og mit liv. Og kun sådan giver kongehuset mening.
Se talen her.
juni 23, 2008 kl. 9:45 am |
Faktisk kom biskoppen med et stilbrud “den anden vej” også, nemlig da han efter talen bad Marie om at sætte ringen på Joachims finger. For det første tiltalte han hende ved den lejlighed “Marie Cavallier” selvom hun vel i det øjeblik netop havde smidt sit efternavn og var blevet prinsesse, og for det andet sagde han “du” til hende.
Jeg citerer efter hukommelsen.
Det er morsomt og tankevækkende at selv en biskop, der oven i købet har erfaring med at vie prinser og prinsesser, laver en sådan smutter.
Venligst
Neel Rocco