Er der nogle emner der ligesom er finere end andre, og som kræver et særligt højtideligt sprog? Det er der i hvert fald mange der synes, og det religiøse sprog er åbenbart et af emnerne. Troen og Jesus’ liv er så ophøjet at man ikke bare kan tale om det med almindelige ord, men skal bruge vendinger som: ”Og se, da viser en Herrens engel sig …” og ”Salige er de som hungrer og tørster efter retfærdigheden”. Jesus’ eget navn kan ikke bare bøjes som alle andres, men skal have en latinsk særbøjning: Jesu navn.
Jeg er dybt uenig, men det er et synspunkt jeg konstant møder når jeg fortæller om Den Nye Aftale, en nyoversættelse af Det Nye Testamente til nudansk, som jeg selv har været oversætter og redaktør på. Det er en oversættelse til et nudansk der er lige ud ad landevejen – til at forstå for børn og indvandrere, eller bare dem der aldrig nogensinde har stukket hovedet ind i en kirke. Og grundlæggende mener jeg at man bør kunne tale om alting med helt almindelige hverdagsord så alle kan være med. Det er fint at der findes fagsprog for de indviede, men man skal også kunne tale om sit område på jævnt og almindeligt dansk så de ikke-indviede kan tale med.
Og det gælder da ikke mindst en bog som Det Nye Testamente. Ikke af religiøse grunde – jeg er selv meget lidt troende – men af rent demokratiske årsager. Alle i Danmark skal da kunne sætte sig ind i den kristne tro, som har en særstatus i den danske lovgivning, og forholde sig til de kristne værdier som nogle hævder er grundlæggende i den danske kultur.
Her er nogle eksempler på ord som ikke findes i Den Nye Aftale: nåde, barmhjertighed, herlighed, åbenbaring, pagt, forkynde, retfærdiggørelse og legeme. Det er alt sammen ord der hverken består spisebordsprøven (kan du høre dig selv bruge ordene når du sidder sammen med din familie rundt om spisebordet?) eller googleprøven (optræder ordene i andet end kirkelige sammenhænge når man googler dem?). Spisebordsprøven og googleprøven har været faste ingredienser på redaktionsmøderne. Et andet tjek har været sms’erne til vores teenagerbørn: Hvad tror du ’dødens brod’ er? Det vidste de ikke, så det kom til at hedder ’dødens våben’ i stedet.
Og her et længere tekststykke. Det er et helt centralt sted i Paulus’ brev til menigheden i Rom, hvor Paulus beskriver hvad det særlige ved den kristne tro er i forhold til den jødiske. Først fra Det Nye Testamente i oversættelsen fra 1992:
“Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.”
Og hvem forstod lige noget af det, spørger jeg bare?
Her fra Den Nye Aftale:
“Men nu har Gud vist hvad der skal til for at han tager imod os, helt uden om Loven. Det kan vi også læse om i Skrifterne. Gud tager imod os når vi tror på Kristus, og det gælder alle. Der er nemlig ingen forskel på folk, alle har syndet og er langt fra Gud. Alligevel tager Gud imod os – som en ren foræring og selv om vi slet ikke har fortjent det. Det sker fordi Jesus Kristus har købt os fri. Gud gjorde Kristus til det offer der skulle forsone Gud med os. Kristus døde for dem der tror på ham, og det viser hvor storsindet Gud er. Han valgte at se bort fra de synder vi havde begået, og den overbærenhed kan vi tage som et tegn på at han også i dag frikender dem der tror på Jesus.”
Jeg har al mulig respekt for den særlige poetiske funktion Bibelens sprog skal have i kirken, og Den Nye Aftale er ikke en erstatning for den autoriserede oversættelse, men et supplement. Så kan man nemlig også forstå hvad det der står i Bibelen, betyder.
juli 4, 2008 kl. 6:34 am |
Tankevækkende indlæg Malene! Og jeg må indrømme, at du fik mig på før- og eftereksemplet!!
Men helt enig med dig er jeg jo ikke. Jeg er fx ked af at vide, at nåde og barmhjertighed er kasseret i kraft af spisebordsprøven. Uden nåde og barmhjertighed er vi jo ingenting. Og det er jo også højtidligheden, referencen til det kristne univers, der lyder og medklinger i disse to ord og giver dem mening på et højere plan og på tværs af tid og tanker. Hvad kalder I det egentlig i stedet? Jeg ved ikke… jeg tænker, at der er en meget svær balanceagt mellem spisebordssproget og symbol- og abstrakstionssproget, og at jeg ikke nødvendigvis synes, at det ene skal dominere på bekostning af det andet. Og at abstraktionssproget (og også af og til ‘det gamle’ sprog) rummer en nødvendig højtidelighed og plads til eftertanke, som nudansk ikke helt på samme måde favner, fordi vi netop bliver holdt ved, nåja, spisebordet – og altså ikke sidder i det højloftede, kalkede kirkerum med lys og lugt og hele molevitten og dermed er sat på en anden sendekanal end ‘ræk mig lige kartoflerne’. Jeg erkender blankt, at det ikke er nemt at trække en grænse eller definerer hvilke ord, der er ok – og dit eksempel viser det jo fint. Det må ikke have været noget helt let arbejde, for nu at sige det mildt.
Men blev eller bliver du aldrig bange for de nuancer, du/I måske var med til at kassere?
Og så til sidst – helt enig i det demokratiske argument!
juli 4, 2008 kl. 8:10 am |
Jeg er slet ikke uenig. Der skal være et sprog til højtideligheden og eftertanken – men det har der jo været hele tiden. Og det er der stadigvæk; som sagt er Den Nye Aftale et supplement og ikke en afløser. Det er lige ud ad landevejen-udgaven der ikke har været der tidligere. Og når nu nåde og barmhjertig er så vigtige ord, er det så ikke vigtigt at vi OGSÅ kan tale om dem ved spisebordet, med ord der ikke råber på det højloftede kirkerum? Det græske ord for nåde har vi oversat forskelligt ud fra sammenhængen, f.eks. med ‘noget vi får uden at gøre os fortjent til det’ eller slet og ret ‘gaver’. Ordet for barmhjertighed til noget med ‘at hjælpe andre’ eller ‘omsorg’. Personligt tror jeg ikke på at udrydder ordene ved at oversætte dem til noget andet, snarere tvært imod. Ordene nåde og barmhjertighed ER allerede så godt som døde i hverdagssproget (bortset fra i ironi og tegneserier), hvis de skal genopstå, skal de forklares så begrebet giver mening for folk. Og det er rigtigt at vi ind imellem har måttet droppe nogle nuancer i et begreb, men de nuancer skal man jo kunne forstå for at de er der. Ellers bliver begrebet bare abstrakt og uforståeligt. Hellere forstå en del af betydningen end næsten ingen. F.eks. betyder det ord der normalt oversættes med retfærdig, at man gør det Gud vil have. Hvem i alverden ville have gættet det?
I øvrigt vil jeg lige sige at teknisk set er der ikke tale om før- og eftereksempler. Vi har ikke siddet med den autoriserede og spurgt os selv: Hvordan ville man sige det her på nudansk, men med den græske tekst. Kun med de meget markante ord og på de kendte steder har vi sammenlignet med andre oversættelser.