I klummen Dag til dag fra Politiken i går skriver KR at danskerne forkærlighed for at låne (især) engelske ord – frem for at fordanske som islændingene – i virkeligheden skal ses som avanceret sprogleg på linje med slang og ordspil. Altså ikke en mekanisk overtagelse af fremmedordene, men en bevidst leg med det spil der kommer mellem de to sprog. Det er et udtryk for overskud og sproglig bevidsthed, især hos unge, der til gengæld synes det er plat og ’ejendomsmæglerkækt’ når ældre mennesker gør det (Se en undersøgelse om unges holdning til engelske sproglån her).
Det er en pointe der understøttes af en undersøgelse af sprogblanding i en helt anden sammenhæng, nemlig Køgeprojektet, der har fulgt sprogudviklingen hos en række tosprogede tyrkisk-danske børn. Det viser sig at de børn der i størst udstrækning bruger både danske og tyrkiske ord inden for samme ytring, er dem der klarer sig bedst. De tosprogede børn skifter altså ikke fra dansk til tyrkisk fordi de ikke kender ordet, men fordi de bruger alle de sproglige ressourcer de har – og dem har man jo altså flere af når man behersker to sprog. Lidt tankevækkende at så mange skoler så laver en ’her taler vi kun dansk-politik’.
juli 8, 2008 kl. 6:22 pm |
Mangler du ikke at anføre KR (: Kirsten Rasks) slutpointe:
“Politikere, psykologer og andre fagfolk kommer i manges ører til at lyde utroværdige når det står og ’pjatter’ med engelske ord … Også fordi vi tit med rette bliver i tvivl om hvad de mener med ordene i den konkrete sammenhæng. Hvis forståelsen glipper, må det siges at være en dårlig ordleg, not?”
For øvrigt låner vi jo netop de engelsk-amerikanske ord temmelig mekanisk – dvs. uden tilpasning til dansk sprogstruktur (regler for udtale, stavning, bøjning, afledning).
Hvis vi var en lidt mere opfindsomme, kunne vi sikkert finde hjemlige ord i langt de fleste tilfælde – ord der langt bedre kunne opfylde danske ords borgerpligt om bekvemt og nemt at “bringe Tankebud fra Mand til Mand” (Otto Jespersen).
juli 9, 2008 kl. 7:08 am |
Nu handlede mit blogindlæg jo mest om tosprogedes sprogblanding. Men bortset fra det er jeg helt enig i begge Kirsten Rasks pointer: at sproglån er kreativt, og at overdreven brug af engelsk i fagsprog er irriterende. Jeg tror bare ikke jeg lægger snittet samme sted som dig, AHK, og måske heller ikke som Kirsten Rask. Det ER da irriterende at der er en masse jobfunktioner man lige pludselig ikke fatter hvad handler om fordi de skal siges på engelsk: key account manager og supply chain planner, f.eks. Eller at ens bank skriver om hedge funds, swap-kurver og carrystrategier, så man får lyst til hæve alle sine penge og gemme dem under puden, for det kan man da forstå hvad er.
Men det er altså ikke gymnasieeleverne der skal definere hvornår jeg er for gammel til at bruge engelske ord i mine sætninger hvis jeg har lyst. Som 20-årig synes man at alle over 35 er outdatede (bemærk den integrerende danske endelse) og grundlæggende færdige. Jeg husker selv med pinlig tydelig min reaktion i den alder da min mor fortalte at min onkel var død. ”Tænk, han blev kun 42,” sagde hun, og jeg tænkte i ramme alvor: ”Nå ja, så var han jo heller ikke yngre.” Christ! (bemærk kursiven, der skal angive en ikke-integrerende engelsk udtale). I dag, hvor jeg selv er på samme alder, insisterer jeg på min ret til selv at bestemme hvad man så kan sige, gøre og iklæde sig. Og jeg elsker at høre på folk der jonglerer med sproget, herunder det engelske. Yes!
juli 9, 2008 kl. 4:07 pm |
Jamen, jeg er skam helt enig med Rask og dig i at der kan være tale om en uskyldig leg. Jeg synes bare ikke din overordnede konklusion er berettiget: “Sprogblanding er tegn på ressourcer“ – og slet ikke ud fra Rasks indlæg. Mange gange er der snarere tale om goldt og fantasiløst snobberi bundende i mindreværdskomplekser på eget sprogs (og egen kulturs) vegne. Abekatteri over for det smarte og globale “verdenssprog”. Skal der virkelig ”sparkes røv” i internationalt format, er det selvfølgelig ikke på vores knoldesparkermål.
Ville det dog ikke være befriende hvis vi bare engang imellem oplevede lidt ”kreativitet” og opfindsom når det gjaldt vort eget modersmåls muligheder for orddannelse og fornyelse ud fra iboende kilder? Som i Island hvor Gud og hver mand kappes om at finde islandske ord for alskens nymodens foreteelser og tekniske påhit – med geniale nyskabelser som tölva (computer), af völva (spådomskone) og telja (tælle, regne), til følge? Se, dét er tegn på sproglige resurser.
Enige bliver vi dog nok ikke.