At sige noget med variation og fremdrift

Siger han, fortæller hun, slutter han. Det er en stor udfordring for journalister at variere de anførende verber i interviews, og de færreste er gode til det. F.eks. er samtlige ti anførende verber på forsiden af Fyens Stiftstidende i dag “siger”. Andre journalister er opmærksomme på problemet, men forsøger sig uden held med kunstigheder a la: ”Bla-bla-bla,” erindrer hun eller ”Bla-bla-bla,” synes han.

Men her i sommerferien har jeg læst krimien Personskade af den journalistuddannede Elsebeth Egholm, og hold da op, hvor hun kan! Bare i første halvdel af bogen bruger hun hele otteogtres varianter, der ikke bare angiver hvem der taler, men samtidig beskriver den talendes holdning, intention, udseende eller hele situationen. Her er inspiration at hente for alle journalister:

Meddeler, mumler, lover, harker, protesterer, fortsætter, hører hun sig selv sige, forklarer, fastholder, forudser, konkluderer, lyver, pruster, indskyder, forbarmer sig, kommanderer, lover, tilføjer, lyder hans stemme, uddyber, kommer det (i bidder, med høj stemme), gumler, ryger det ud af hende, vil hun vide, roser, indvender, påpeger, fedter, foreslår, indrømmer, afbryder, hvisker, supplerer, gyser, insisterer, forsvarer hun sig, sukker, dræver, bjæffer, messer, gaber, afslører, improviserer, undrer sig, undskylder, præsenterer, gentager, vrænger, erklærer, oversætter (i betydningen forklarer), bedyrer, pointerer, tænker højt, nikker, indleder, snøfter, presser, brøler, pirker, lokker, smiler, snøvler, skratte, påstår, tilstår, oplyser, gisper.

Alt sammen gode energiske verber, der giver bogen den fremdrift en krimi skal have. Skønt!