Siger han, fortæller hun, slutter han. Det er en stor udfordring for journalister at variere de anførende verber i interviews, og de færreste er gode til det. F.eks. er samtlige ti anførende verber på forsiden af Fyens Stiftstidende i dag “siger”. Andre journalister er opmærksomme på problemet, men forsøger sig uden held med kunstigheder a la: ”Bla-bla-bla,” erindrer hun eller ”Bla-bla-bla,” synes han.
Men her i sommerferien har jeg læst krimien Personskade af den journalistuddannede Elsebeth Egholm, og hold da op, hvor hun kan! Bare i første halvdel af bogen bruger hun hele otteogtres varianter, der ikke bare angiver hvem der taler, men samtidig beskriver den talendes holdning, intention, udseende eller hele situationen. Her er inspiration at hente for alle journalister:
Meddeler, mumler, lover, harker, protesterer, fortsætter, hører hun sig selv sige, forklarer, fastholder, forudser, konkluderer, lyver, pruster, indskyder, forbarmer sig, kommanderer, lover, tilføjer, lyder hans stemme, uddyber, kommer det (i bidder, med høj stemme), gumler, ryger det ud af hende, vil hun vide, roser, indvender, påpeger, fedter, foreslår, indrømmer, afbryder, hvisker, supplerer, gyser, insisterer, forsvarer hun sig, sukker, dræver, bjæffer, messer, gaber, afslører, improviserer, undrer sig, undskylder, præsenterer, gentager, vrænger, erklærer, oversætter (i betydningen forklarer), bedyrer, pointerer, tænker højt, nikker, indleder, snøfter, presser, brøler, pirker, lokker, smiler, snøvler, skratte, påstår, tilstår, oplyser, gisper.
Alt sammen gode energiske verber, der giver bogen den fremdrift en krimi skal have. Skønt!
august 20, 2008 kl. 11:33 am |
Nu er du vel ikke helt rimelig over for de stakkels journalister.
En artikel vil sjældent kunne bære de mere maleriske af ovennævnte “sige”-ord; men du har så evigt ret. Det bliver meget nemt meget tamt, når man skal citere folk, så tak for opmærksomheden
august 20, 2008 kl. 5:19 pm |
Du har helt ret at i at mange af de nævnte verber er lige blomstrende nok til nyhedsartikler (som jo er dem der står på forsiden af Fyens Stiftstidende). Til gengæld kan de sagtens bruges i andre af avisens genrer, f.eks. portrætter, interviews og reportager. Og der er stadig masser af variationsmuligheder i nyhedsartiklerne. Her er lige en håndfuld mere der er netrale nok: erklærer, understreger, garanterer, eksemplificerer, beklager, fremhæver, bekræfter, afviser, præciserer, rapporterer, meddeleler, informerere, oplyser, antyder.