Som jeg skrev i går, er netavisen www.ligetil.nu – bortset fra trykfejlene – kommet godt fra start. Der er et stort behov for letlæselige nyheder – avisen vurderer selv at omkring en halv million har svært ved at læse de almindelige aviser. Derfor er sproget forenklet, svære ord bliver forklaret, og baggrundsinformationerne er mere eksplicitte.
Layouten er enkel og overskuelig, og det er virkelig smart at man selv kan vælge indstillinger der gør det lettest muligt for den enkelte: stor/lille skrift, skrifttype med og uden fødder, forskellige baggrundsfarve.
Korte, enkle sætninger
Sætningerne er meget korte i artiklerne – som de skal være. Jeg har sammenlignet lix-tallet (et mål for sætningslængde og lange ord i en tekst) i tre artikler på Ligetil med tre artikler om det samme emne i Jyllands-Posten. Den gennemsnitlige sætningslængde er omkring 10-12 ord pr. sætning, hvor den i Jyllands-Posten er på 16-20 ord.
De korte sætninger giver en lidt staccato tekst, men det må man nok leve med på sådan en side.
Svære ord
Den anden del af lix-tallet fortæller hvor mange af ordene der er på syv bogstaver eller derover, og som derfor er svære at læse. Her viser sammenligningen ikke særlig stor forskel mellem Ligetil og Jyllands-Posten. På Ligetil er mellem 23 og 29 procent af ordene lange, mens det på Jyllands-Posten gælder mellem 22 og 34 procent.
Det synes jeg er et rigtigt valg. Det ville være at tale ned til voksne mennesker hvis ordforrådet skulle være grundlæggende anderledes. Som læsesvag er man jo ikke dum – bare ikke så god til at læse. Og som regel er der alligevel ordforklaringer med, tit meget elegant formuleret:
Michael Maze var seedet i turneringen. Det betød at han ikke skulle igennem de første indledende runder.
Og et andet sted: Rusland har anerkendt to provinser i Georgien. Det vil sige, at Rusland nu behandler dem som selvstændige stater.
Hvor meget skal forklares?
Andre steder sætter avisen sig mellem to stole. I en artikel i Politiken siger journalisterne at målgruppen først og fremmest er ordblinde danskere, mens tosprogede flygtninge og indvandrere og i øvrigt også børn og unge gerne må læse med. Men de to grupper har ikke samme forudsætninger. De ordblinde kan fuldt ud følge med i radio- og tv-aviserne og kan derfor være velorienterede. De tosprogede flygtninge og indvandrere vil til gengæld i mange tilfælde mangle baggrundsviden om særlige danske forhold.
Men det må være den sidste gruppe man har i tankerne når man f.eks. i en artikel om Jehovas Vidner skriver: Det er en religiøs bevægelse, hvor der er mange forbud. Det står vel at mærke ikke i en boks men i selve artiklen. Er det ikke på grænsen til det nedladende?
Det er smart at der dukker ordforklaringer op når man peger på understregede ord, men der er ikke en helt fast linje for hvornår ord bliver understreget. At nominere bliver forklaret i en artikel om at den danske film To Verdener er nomineret til en Oscar, men ikke i en artikel om at Heath Ledger har været det.
Jeg tror det er vigtigt for netavisen at beslutte sig for hvem kernemålgruppen er, og så lade de andre være medlæsere. Ellers rammer man ingen af dem.
Ironi, dobbelttydighed og billedsprog skal undgås, siger journalisterne i øvrigt. Men det er der nu masser af: Rusland ser Georgien som sin ’baghave’, Musharraf har været isoleret siden februar, de danske håndboldspillere er ikke sultne nok, Ulrik Wilbek fik samling på tropperne, og roerne skal i ilden igen. Det er ikke noget tilfælde at billederne – og måske klicheerne – især fylder godt i sportsstoffet. Der har de jo en fremtrædende plads i det hele taget.
Manglende kritisk sans
Min eneste alvorlige journalistiske indvending har jeg til artiklen om Anne-Mette Rasmussens deltagelse i Vild med dans, hvor der står sådan her:
Der er ingen politiske bagtanker, når Anne-Mette Rasmussen er med i konkurrencen. Hun er bare glad for at danse. Derfor sagde hun ja, da hun blev spurgt, om hun ville være med.
Det er sikkert for at forenkle at statsministerfruens egen erklæring om at hendes deltagelse slet ikke er tænkt politisk, får lov til at stå som et faktum, men det er ved gud problematisk. Journalisterne behøver jo ikke at miste deres kritiske sans bare fordi de skriver til usikre læsere.
