Det dunkle pensionssprog

september 14, 2009

Præmie, genkøb og fripolice. Det er den slags ord Danica Pension vil af med i deres kundebreve. For fremtiden skal det hedde indbetaling, udbetaling før tid og pensionsordning uden indbetaling. Rigtig god ide! Få brancher er så berygtede for deres uforståelige sprog som forsikrings- og pensionsselskaberne. Sjovt nok finder vi os i det. Mange af os ved at vi ikke kan forstå deres breve, så vi åbner dem ikke engang, men betaler bare regningen. Uden at vide ret meget om hvad vi får for pengene, eller om vi kunne have fået mere et andet sted.

Det er modigt og godt at Danica gør noget ved det. De må jo tro på deres produkt. For de løber den risiko at det går op for os at vi slet ikke har den sikkerhed vi går og regner med. Indtil nu har forsikringssproget signaleret: Det her er så indviklet at du ikke kan forstå det. Pyt med det, vi tager os af det så du kan beskæftige dig med noget andet. Det nye signal er: Vi har ikke bare styr på pensionerne, men også på at forklare detaljerne til dig.

 Og gad vide om der ikke er mange detaljer branchen ikke har lyst til at dele med os. Om hvornår man lige præcis ikke er omfattet af ’kritisk sygdom’, stormskader, hvor meget der skal til før man taler om ’tab af erhvervsevne’, og hvor mange gange man egentlig må få stjålet sin cykel.

Sprog er magt, og selskaber som Danica har hidtil haft magten til at bestemme hvor meget vi skulle forstå. Men penge er også magt, og nu er branchen åbenbart så presset af danskernes omsorg for deres pengepung at den føler sig tvunget til at demokratisere sproget. Godt.


Brian Mikkelsens dårlige sag

september 5, 2009

Tjek lige Brian Mikkelsens helt fantastiske kommentar til de autonome:

Han lægger ud med bare at være ufiks:

“Jeg er enig med politidirektørens vurdering af, at det var en fejlvurdering, at man ikke greb ind over for dem. Igen, det er indsatslederens vurdering, efter min mening var det en forkert vurdering …”

Og ender med at snakke vidunderligt sort:

“Politiet kan sagtens håndtere sådan en flok autonome. Selvom de er mange af dem, så er de jo ikke særlig kloge, altså, de har jo ikke opfundet særlig mange skarpe knive i skuffen, og så er de jo heller ikke særlig stærke, de er jo skæve og vinde af fuld – de er fulde og så videre.”

Det er jo en herlig demonstration af at han heller ikke selv har opfundet særlig mange knive nede i den skuffe. Men samtidig får det ham bagvendt nok også til at fremstå helt menneskelig. Det er tydeligvis ikke helt enkelt for ham at skulle forsvare politiets hårdhændede behandling af blandt andet autonome ved rydningen af Brorsons Kirke, og så går sproget helt i opløsning for ham. Lige til at blive i godt humør af!


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.