Det har kommentatorerne bagefter stået i kø for at udlægge. Ikke overraskende synes borgerlige kommentatorer, at han klarede det fremragende, mens oppositionen er stærkt kritiske. Alle sammen nøjes de med at se på indholdet. Men indholdet af en tale er altid skabt af ord, og har statsministeren sprogligt set et statsmandsformat? Har han et sprog, der kan samle os og få os til at høre efter? Og hvad med kropssproget?

Ifølge Rune Lykkeberg, der er redaktionschef på Information, lignede Lars Løkke en lille dreng, der har stukket hovedet ind i en papfigur af en statsminister. Og derfor, sagde han videre i sin vurdering i Deadline, blev man helt overrasket, da han cirka halvvejs i talen pludselig lænede sig frem og slog ud med armen. Hov, den kan bevæge sig!

Det samme gælder for Lars Løkkes sprog. I hele første halvdel af sin tale gemmer han sig bag en grå og kedsommelige embedsmandstil, der egner sig meget dårligt til den mundtlige situation. Teksten er blottet for mennesker. I stedet taler han om det finansielle system, råderum i privatøkonomien, investeringer i infrastruktur, offentlig energirenoveringer og terrortrusler. Sætningerne er lange, en enkelt på 55 ord og med ledsætninger helt ned til 4. grad. Han bruger gammeldags bøjninger: ’vi afdrog på gælden’, ’vort eget samfund’, og abstrakte fremmedord: Vi skal ’kapitalisere’ på vores forspring i grøn økonomi, og han inviterer skolens ’interessenter’ til et møde.

Men så sker der noget. Han læner sig frem både fysisk og sprogligt. ”Mine børns legetøj var ’Made in China’”, siger han, og mennesket bag papfiguren får nu i flere passager lov til at kigge frem. Han taler direkte til børnene (hvornår har en statsminister sidst gjort det?) og endnu vildere: direkte til de danskere, der har ikkevestlig baggrund (hvornår har en statsminister sidst gjort DET?). Han giver et billede af den pige, der keder sig i engelskundervisningen, og af den dreng, som ser dansende tal i stedet for logiske tabeller. Han taler om børns drømme og får fikst omdøbt en læsetest i 2. klasse (det kan vi nemlig ikke lide, vores børn skal ikke til eksamen i den alder) til et læseløfte (det kan vi godt lide, de har krav på det bedste).

Lars Løkke – eller hans taleskriver – kan godt få os til at lytte. Men de skal lige øve sig lidt mere.

Det er modigt og godt at Danica gør noget ved det. De må jo tro på deres produkt. For de løber den risiko at det går op for os at vi slet ikke har den sikkerhed vi går og regner med. Indtil nu har forsikringssproget signaleret: Det her er så indviklet at du ikke kan forstå det. Pyt med det, vi tager os af det så du kan beskæftige dig med noget andet. Det nye signal er: Vi har ikke bare styr på pensionerne, men også på at forklare detaljerne til dig.

 Og gad vide om der ikke er mange detaljer branchen ikke har lyst til at dele med os. Om hvornår man lige præcis ikke er omfattet af ’kritisk sygdom’, stormskader, hvor meget der skal til før man taler om ’tab af erhvervsevne’, og hvor mange gange man egentlig må få stjålet sin cykel.

Sprog er magt, og selskaber som Danica har hidtil haft magten til at bestemme hvor meget vi skulle forstå. Men penge er også magt, og nu er branchen åbenbart så presset af danskernes omsorg for deres pengepung at den føler sig tvunget til at demokratisere sproget. Godt.

Han lægger ud med bare at være ufiks:

“Jeg er enig med politidirektørens vurdering af, at det var en fejlvurdering, at man ikke greb ind over for dem. Igen, det er indsatslederens vurdering, efter min mening var det en forkert vurdering …”

Og ender med at snakke vidunderligt sort:

“Politiet kan sagtens håndtere sådan en flok autonome. Selvom de er mange af dem, så er de jo ikke særlig kloge, altså, de har jo ikke opfundet særlig mange skarpe knive i skuffen, og så er de jo heller ikke særlig stærke, de er jo skæve og vinde af fuld – de er fulde og så videre.”

Det er jo en herlig demonstration af at han heller ikke selv har opfundet særlig mange knive nede i den skuffe. Men samtidig får det ham bagvendt nok også til at fremstå helt menneskelig. Det er tydeligvis ikke helt enkelt for ham at skulle forsvare politiets hårdhændede behandling af blandt andet autonome ved rydningen af Brorsons Kirke, og så går sproget helt i opløsning for ham. Lige til at blive i godt humør af!

Som jeg skrev i går, er netavisen www.ligetil.nu – bortset fra trykfejlene – kommet godt fra start. Der er et stort behov for letlæselige nyheder – avisen vurderer selv at omkring en halv million har svært ved at læse de almindelige aviser. Derfor er sproget forenklet, svære ord bliver forklaret, og baggrundsinformationerne er mere eksplicitte.

Layouten er enkel og overskuelig, og det er virkelig smart at man selv kan vælge indstillinger der gør det lettest muligt for den enkelte: stor/lille skrift, skrifttype med og uden fødder, forskellige baggrundsfarve.

Korte, enkle sætninger

Sætningerne er meget korte i artiklerne – som de skal være. Jeg har sammenlignet lix-tallet (et mål for sætningslængde og lange ord i en tekst) i tre artikler på Ligetil med tre artikler om det samme emne i Jyllands-Posten. Den gennemsnitlige sætningslængde er omkring 10-12 ord pr. sætning, hvor den i Jyllands-Posten er på 16-20 ord.

De korte sætninger giver en lidt staccato tekst, men det må man nok leve med på sådan en side.

Svære ord

Den anden del af lix-tallet fortæller hvor mange af ordene der er på syv bogstaver eller derover, og som derfor er svære at læse. Her viser sammenligningen ikke særlig stor forskel mellem Ligetil og Jyllands-Posten. På Ligetil er mellem 23 og 29 procent af ordene lange, mens det på Jyllands-Posten gælder mellem 22 og 34 procent.

Det synes jeg er et rigtigt valg. Det ville være at tale ned til voksne mennesker hvis ordforrådet skulle være grundlæggende anderledes. Som læsesvag er man jo ikke dum – bare ikke så god til at læse. Og som regel er der alligevel ordforklaringer med, tit meget elegant formuleret:

Michael Maze var seedet i turneringen. Det betød at han ikke skulle igennem de første indledende runder.

Og et andet sted: Rusland har anerkendt to provinser i Georgien. Det vil sige, at Rusland nu behandler dem som selvstændige stater.

Hvor meget skal forklares?

Andre steder sætter avisen sig mellem to stole. I en artikel i Politiken siger journalisterne at målgruppen først og fremmest er ordblinde danskere, mens tosprogede flygtninge og indvandrere og i øvrigt også børn og unge gerne må læse med. Men de to grupper har ikke samme forudsætninger. De ordblinde kan fuldt ud følge med i radio- og tv-aviserne og kan derfor være velorienterede. De tosprogede flygtninge og indvandrere vil til gengæld i mange tilfælde mangle baggrundsviden om særlige danske forhold.

Men det må være den sidste gruppe man har i tankerne når man f.eks. i en artikel om Jehovas Vidner skriver: Det er en religiøs bevægelse, hvor der er mange forbud. Det står vel at mærke ikke i en boks men i selve artiklen. Er det ikke på grænsen til det nedladende?

Det er smart at der dukker ordforklaringer op når man peger på understregede ord, men der er ikke en helt fast linje for hvornår ord bliver understreget. At nominere bliver forklaret i en artikel om at den danske film To Verdener er nomineret til en Oscar, men ikke i en artikel om at Heath Ledger har været det.

Jeg tror det er vigtigt for netavisen at beslutte sig for hvem kernemålgruppen er, og så lade de andre være medlæsere. Ellers rammer man ingen af dem.

Ironi, dobbelttydighed og billedsprog skal undgås, siger journalisterne i øvrigt. Men det er der nu masser af: Rusland ser Georgien som sin ’baghave’, Musharraf har været isoleret siden februar, de danske håndboldspillere er ikke sultne nok, Ulrik Wilbek fik samling på tropperne, og roerne skal i ilden igen. Det er ikke noget tilfælde at billederne – og måske klicheerne – især fylder godt i sportsstoffet. Der har de jo en fremtrædende plads i det hele taget.

Manglende kritisk sans

Min eneste alvorlige journalistiske indvending har jeg til artiklen om Anne-Mette Rasmussens deltagelse i Vild med dans, hvor der står sådan her:

Der er ingen politiske bagtanker, når Anne-Mette Rasmussen er med i konkurrencen. Hun er bare glad for at danse. Derfor sagde hun ja, da hun blev spurgt, om hun ville være med.

Det er sikkert for at forenkle at statsministerfruens egen erklæring om at hendes deltagelse slet ikke er tænkt politisk, får lov til at stå som et faktum, men det er ved gud problematisk. Journalisterne behøver jo ikke at miste deres kritiske sans bare fordi de skriver til usikre læsere.

]]> http://sprogvaskeriet.wordpress.com/2008/08/28/netavis-for-l%c3%a6sesvage-skal-huske-den-kritiske-sans/feed/ 0 malenebjerre http://sprogvaskeriet.wordpress.com/2008/08/27/hjemmeside-til-l%c3%a6sesvage-fyldt-med-trykfejl/ http://sprogvaskeriet.wordpress.com/2008/08/27/hjemmeside-til-l%c3%a6sesvage-fyldt-med-trykfejl/#comments Wed, 27 Aug 2008 15:42:21 +0000 malenebjerre http://sprogvaskeriet.wordpress.com/?p=65 ]]> www.ligetil.nu er en netavis der henvender sig til usikre læsere. Godt initiativ. Som Jørn Lund påpeger i Politiken i dag, er det et alvorligt demokratisk problem hvis op imod 500.000 voksne danskere ikke er i stand til at følge med i de vigtigste nyheder. Derfor bliver døgnets 4-5 vigtigste nyheder bragt i et enkelt sprog, med ordforklaringer og med en del baggrundsstof.

Grundlæggende gør de det godt, synes jeg. Siden er nem at overskue, og nyhederne er godt valgt. Ordvalget er enkelt, lixen er lav, og mange af ordforklaringerne er meget elegante. Jeg har mange roseeksempler og også kritikpunkter, som jeg vil skrive mere om i morgen. Men det virkelig problematiske er at siden er propfyldt med trykfejl. Meget uheldigt når den henvender sig til læsesvage. Se bare eksemplerne her:

ydnlingsnumre, batik go [og] træsko, palamentsvalget, kadidat, Har i Puttar [Hari Puttar], ført til protesterer, fik sit stor gennembrud, oligarkier [oligarker], et indgreb Georgiens interne forhold, ogå [også], afkaffe [afskaffe], Codoleezza, ikke betale af skat af præmierne, voldsom upopulær, ofrede sit liv på at [ofrede sit liv for/brugte sit liv på]

Det er nok en god ide at læse lidt korrektur inden der trykkes på knappen!

Ikke overraskende anklager Dansk Folkepartis integrationsordfører PET for at kræve politisk korrekthed i den offentlige debat (læs her), men det er slet ikke det der ligger i PET’s vejledning. Den er gennemargumenteret.

F.eks. fraråder tjenesten at man bruger ordet ’fundamentalisme’ synonymt med militant islamisme eller terror. Fundamentalisme betyder at man tager sin religions hellige skrifter bogstaveligt, og det gør alle muslimer principielt. Det er altså stødende for almindelige, fredelige muslimer at deres Koranudlægning beskrives som ekstremistisk. Det er da rart at vide, for hvem vil gerne støde sine medborgere? Spørger jeg bare?

Rådene handler også om ikke at give gratis reklame til terroristerne ved at overtage glorificerende begreber bare fordi vi ikke forstår dem. ’Jihad’ betyder – i nogle udlægninger – en religiøs pligt. Det er den samme medbetydning der ligger i ’hellig krig’. Ved at bruge begreberne støtter man indirekte den holdning at der kan være religiøse begrundelser for terror. PET skriver nøgternt at det er bedst bare at tale om terroristernes handlinger som det de er, nemlig kriminelle.

Terroristernes budskab er manipulerende og forsimplet. Hvor er det dog en god ide at lære os at bekæmpe det ved at tale sagligt og nuanceret.

Men her i sommerferien har jeg læst krimien Personskade af den journalistuddannede Elsebeth Egholm, og hold da op, hvor hun kan! Bare i første halvdel af bogen bruger hun hele otteogtres varianter, der ikke bare angiver hvem der taler, men samtidig beskriver den talendes holdning, intention, udseende eller hele situationen. Her er inspiration at hente for alle journalister:

Meddeler, mumler, lover, harker, protesterer, fortsætter, hører hun sig selv sige, forklarer, fastholder, forudser, konkluderer, lyver, pruster, indskyder, forbarmer sig, kommanderer, lover, tilføjer, lyder hans stemme, uddyber, kommer det (i bidder, med høj stemme), gumler, ryger det ud af hende, vil hun vide, roser, indvender, påpeger, fedter, foreslår, indrømmer, afbryder, hvisker, supplerer, gyser, insisterer, forsvarer hun sig, sukker, dræver, bjæffer, messer, gaber, afslører, improviserer, undrer sig, undskylder, præsenterer, gentager, vrænger, erklærer, oversætter (i betydningen forklarer), bedyrer, pointerer, tænker højt, nikker, indleder, snøfter, presser, brøler, pirker, lokker, smiler, snøvler, skratte, påstår, tilstår, oplyser, gisper.

Alt sammen gode energiske verber, der giver bogen den fremdrift en krimi skal have. Skønt!

Det er tilsyneladende den danske lydstruktur der er svær at lære. Ordene er nemlig ikke tydeligt afgrænsede i forhold til hinanden, men bliver trukket sammen. ”Se denan” (Se, det er en and), siger moren til barnet, der så selv må ligge og rode med hvad sådan et dyr egentlig hedder – denan, nan eller an?

Den danske lydstruktur bliver også fremhævet som synderen i andre sammenhænge. Pisa-undersøgelsen fra 1990’erne viste at danske børn er langsommere end andre til at lære at læse, og mange pegede på at det kunne skyldes at der på dansk er større afstand mellem den måde vi siger og skriver et ord på. Når barnet først har fået fat i at dyret altså hedder en ’an’, skal han oven i købet også lære at det staves med et stumt d, altså ’and’.

Og Peder Skyum Nielsen, der er professor ved Institut for Journalistisk på SDU, taler ligefrem om stavelseskannibalisme. Han forudsiger at kommunikationen mellem generationerne bryder sammen hvis skolelærere og mediefolk ikke går forud med en mere omhyggelig udtale, hvor skriftsproget og talesprog er tættere på hinanden.

Helt grundlæggende tror jeg på at et sprog kan det som det skal. Ud fra noget, man kunne kalde et økologisk eller sprogdarwinistisk perspektiv, har jeg svært ved at forestille mig at et sprog kan overleve hvis det lægger alvorlige hindringer i vejen for sig selv. Og dansk er blandt verdens 100 største sprog og er ikke truet af udslettelse (men nok af domænetab, læs bl.a. her). Lydstrukturen er måske svær på dansk, men så er der så mange andre ting der ikke er det. Dansk har f.eks. ikke de mange kasusbøjninger (som latin), og det er ikke et tonesprog (som kinesisk, hvor et ord skifter fuldstændig betydning afhængigt af tonegangen). Undersøgelsen fra SDU viser også at forskellen i børnenes ordforråd er udlignet når de bliver omkring to et halvt.

Men derfor er resultatet af undersøgelsen alligevel spændende fordi det fortæller os noget om de særlige udfordringer der er på dansk. Og som både undervisere og journalister kan have stor gavn af at sætte sig ind i.

Det er en pointe der understøttes af en undersøgelse af sprogblanding i en helt anden sammenhæng, nemlig Køgeprojektet, der har fulgt sprogudviklingen hos en række tosprogede tyrkisk-danske børn. Det viser sig at de børn der i størst udstrækning bruger både danske og tyrkiske ord inden for samme ytring, er dem der klarer sig bedst. De tosprogede børn skifter altså ikke fra dansk til tyrkisk fordi de ikke kender ordet, men fordi de bruger alle de sproglige ressourcer de har – og dem har man jo altså flere af når man behersker to sprog. Lidt tankevækkende at så mange skoler så laver en ’her taler vi kun dansk-politik’.