En oplæser står med en færdig tekst han bare skal formidle. Meget af det sproglige er altså givet på forhånd. Men en så suveræn oplæser som Thomas Winding, der døde i går, viser hvor vigtig det lydlige – også kaldet det paraverbale – er for oplevelsen. Thomas Windings stemme var vidunderlig. Dyb, klangfuld og blød. Hans tempo var roligt, og det gav samtidig plads for en masse nuancer. Når han læste op af Emil fra Lønneberg, kunne enhver høre Emils tvivl og usikkerhed i forhold til sin far samtidig med hans grundlæggende gode intentioner.
Thomas Windings stemme er på en gang en farstemme (jeg tager ansvar her, læg dig trygt tilbage) og en solidarisk vennestemme (jeg holder med dig uanset hvad). Indbegrebet af tryghed, omsorg og nybagte boller.
Læs Politikens nekrolog her.
Skrevet af malenebjerre 
