Det er for vildt

En radioreportage fra en Roskildekoncert vil selvfølgelig altid have hårde odds imod sig. Lytterne kan ikke se hverken band eller publikum, og vi kan ikke mærke stemningen. Vi kan kun høre musikken (og forsangeren synger næsten altid falsk ude i den rå virkelighed) og så måske fornemme folks begejstring når de synger med. Derfor har P3 sendt en back stage-reporter ud, nemlig Camilla Jane Lea, hvis opgave det tilsyneladende er at være meget, meget begejstret. Og det er da dejligt. Hun er det bare på en monoton, abstrakt og billedfattig måde. Hendes sætningskonstruktion er helt fast: Subjekt (som regel jeg eller det) + verbum (som regel er) + begejstringsadjektiv eller –adverbium. Det giver den her type sætninger:

Det er for vildt

Det er så overdrevet sindssygt

Det er smukt

Det er guddommeligt

Det bliver ikke større

Det er det vildeste jeg nogensinde har oplevet

Jeg er mundlam

Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Han spiller fuldstændig fantastisk

Han er for fed

Camilla Jane Lea er helt i topform, fastslår P3-værten. Ja, det er hun vel. Det er bare frygtelig kedeligt at høre på. Jeg kommer til at savne en musikbedømmer som Thomas Blachman, der ganske vist ind imellem associerede sig ud i det ubegribelige, men også kunne give sin begejstring form når han f.eks. sagde om en deltager i

X Factor at hun ”transcenderer det punkt hvor hun bare er en gospelsangerinde,” og om en anden at han ”tager bukserne af mig hver gang og slynger mig rundt i lokalet”. Især det sidste skaber da billeder J

Der er så meget kvinder ikke forstår

Fodbolden har ædt sig ind på familierne de sidste par uger. Under de store slutrunder er tv-dækningen så massiv at også de ikke så kyndige må kigge med for hyggens skyld. Så ville det jo være rart hvis kommentatorerne på TV2 kunne formidle finesserne i spillet så vi også kunne få udbytte af det. Men jeg har lært at fodbold har sit helt eget særsprog.

På fodboldsk elsker man verbalsubstantiver. I stedet for at sige at en spiller taber bolden udbryder kommentatoren typisk: ”Boldtab!” Spilleren er også i boldbesiddelse, hans boldomgang eller boldbehandling er fantastisk, han laver fejlafleveringer, leverer dybe stikninger, timer sit dybdeløb og placerer sig i en spilbar position.

Så er der alle de uforståelige ord. Hvad er en boksspiller? Hvad er pasningsspil? Hvad er en kasse? Hvad er det at halvklare et skud, at blive klippet eller at sætte en modstander? Hvad betyder det at spille med to angribere på toppen eller at samle andenboldene op? Og hvornår er det lige begyndt at hedde hands i stedet for hånd på bolden?

Jeg har al mulig forståelse og respekt for fagsprog. Det er netop karakteriseret ved at bruge verbalsubstantiver fordi det ikke interesserer sig så meget for den konkrete handling som for teknikkerne og principperne bag. Fremmedord og hverdagsord med en særlig betydninger er uundværlige fordi de har en specifik betydning der sparer en masse forklaring. Men jo kun for dem der kender dem i forvejen.

Kommentatorerne er sikkert bange for at tale ned til fodboldoraklerne hjemme i sofaen. Men fra mit eget fagområde ved jeg at de dygtigste formidlere sagtens kan forklare tingene sådan at både fagfolk og lægfolk får noget ud af det. Det behøver ikke være indviklet for at være klogt!