“Se denan”

Dansk er svært at lære, også for små børn. Når kroatiske børn er femten måneder gamle, har de i gennemsnit et ordforråd på 200 ord, mens de jævnaldrende danske børn kun behersker 80 ord. Det viser en sammenlignende undersøgelse fra 18 lande, som Center for Børnesprog på SDU har deltaget i (læs mere her).

Det er tilsyneladende den danske lydstruktur der er svær at lære. Ordene er nemlig ikke tydeligt afgrænsede i forhold til hinanden, men bliver trukket sammen. ”Se denan” (Se, det er en and), siger moren til barnet, der så selv må ligge og rode med hvad sådan et dyr egentlig hedder – denan, nan eller an?

Den danske lydstruktur bliver også fremhævet som synderen i andre sammenhænge. Pisa-undersøgelsen fra 1990’erne viste at danske børn er langsommere end andre til at lære at læse, og mange pegede på at det kunne skyldes at der på dansk er større afstand mellem den måde vi siger og skriver et ord på. Når barnet først har fået fat i at dyret altså hedder en ’an’, skal han oven i købet også lære at det staves med et stumt d, altså ’and’.

Og Peder Skyum Nielsen, der er professor ved Institut for Journalistisk på SDU, taler ligefrem om stavelseskannibalisme. Han forudsiger at kommunikationen mellem generationerne bryder sammen hvis skolelærere og mediefolk ikke går forud med en mere omhyggelig udtale, hvor skriftsproget og talesprog er tættere på hinanden.

Helt grundlæggende tror jeg på at et sprog kan det som det skal. Ud fra noget, man kunne kalde et økologisk eller sprogdarwinistisk perspektiv, har jeg svært ved at forestille mig at et sprog kan overleve hvis det lægger alvorlige hindringer i vejen for sig selv. Og dansk er blandt verdens 100 største sprog og er ikke truet af udslettelse (men nok af domænetab, læs bl.a. her). Lydstrukturen er måske svær på dansk, men så er der så mange andre ting der ikke er det. Dansk har f.eks. ikke de mange kasusbøjninger (som latin), og det er ikke et tonesprog (som kinesisk, hvor et ord skifter fuldstændig betydning afhængigt af tonegangen). Undersøgelsen fra SDU viser også at forskellen i børnenes ordforråd er udlignet når de bliver omkring to et halvt.

Men derfor er resultatet af undersøgelsen alligevel spændende fordi det fortæller os noget om de særlige udfordringer der er på dansk. Og som både undervisere og journalister kan have stor gavn af at sætte sig ind i.

Sprogblanding er tegn på ressourcer

I klummen Dag til dag fra Politiken i går skriver KR at danskerne forkærlighed for at låne (især) engelske ord – frem for at fordanske som islændingene – i virkeligheden skal ses som avanceret sprogleg på linje med slang og ordspil. Altså ikke en mekanisk overtagelse af fremmedordene, men en bevidst leg med det spil der kommer mellem de to sprog. Det er et udtryk for overskud og sproglig bevidsthed, især hos unge, der til gengæld synes det er plat og ’ejendomsmæglerkækt’ når ældre mennesker gør det (Se en undersøgelse om unges holdning til engelske sproglån her).

Det er en pointe der understøttes af en undersøgelse af sprogblanding i en helt anden sammenhæng, nemlig Køgeprojektet, der har fulgt sprogudviklingen hos en række tosprogede tyrkisk-danske børn. Det viser sig at de børn der i størst udstrækning bruger både danske og tyrkiske ord inden for samme ytring, er dem der klarer sig bedst. De tosprogede børn skifter altså ikke fra dansk til tyrkisk fordi de ikke kender ordet, men fordi de bruger alle de sproglige ressourcer de har – og dem har man jo altså flere af når man behersker to sprog. Lidt tankevækkende at så mange skoler så laver en ’her taler vi kun dansk-politik’.

Amerikansk som en indfødt

Den danske skuespiller Nikolaj Coster-Waldau spiller den udødelige politimand John Amsterdam i serien New Amsterdam på TV 3 hver mandag. På flydende amerikansk. Efter at have spillet hollandsk narkotikasælger i Lord Stock, polsk kodebryder i Enigma og tysk tennisspiller i Wimbledon er hans amerikanske udtale nu så overbevisende at han kan spille indfødt amerikaner.

Det er ikke nogen lille præstation. Undersøgelser viser at næsten ingen der lærer et nyt sprog, kommer til at tale det lige så godt som hvis de var indfødte. Selv hos adoptivbørn der er kommet til det nye land i en meget tidlig alder, kan sprogfolk finde træk i sproget som man ikke ser hos dem der har det som deres modersmål. Det ville man sikkert også kunne hos Nikolaj Coster-Waldau. Men altså ikke så meget at han ikke kan spille amerikaner i en amerikansk serie.

I et interview i Politiken den 16. marts 2008 fortæller han hvordan han i sin tid lærte den engelske udtale. Han boede i en lejlighed i London sammen med sin søster, og de talte ikke andet end engelsk sammen. Når han så tv, efterlignede han alt hvad der blev sagt på engelsk. Træning, træning, træning.

Og lige når det gælder udtale, er det vejen frem. Den øvrige sprogtilegnelse er en kognitiv proces, det vil sige at den foregår i hjernen. Men udtalen er også fysisk. Sproglydene bliver skabt af et helt præcist samspil mellem blandt andet tungen, struben og munden, og det skal de simpelthen trænes op til. På samme måde som en fodboldspiller indøver et særligt spark ved at skyde til bolden igen og igen.

---

Læs mere i Louise Bjar & Caroline Liberg: Børn udvikler deres sprog og Malene Bjerre & Uffe Ladegaard: Veje til et nyt sprog